Ligesindede: GANNI
Det danske modebrand GANNI deler Polestars bestræbelser på at bryde med konventionerne. Derfor teamede vi også op til Modeugen i København. Vi fik en snak med grundlæggeren af GANNI, Nicolaj Reffstrup, om moralske forpligtelser, innovative, kulstoffattige løsninger og om ikke at være bæredygtig.
Hvordan startede GANNI?
Vi overtog GANNI i 2009 fra en god ven, der drev et kunstgalleri, og oprindeligt startede brandet i 2000 som et sideprojekt med cashmerestrik. Det var ikke mere end et hobbyprojekt dengang, og skal jeg være ærlig, var det lidt af et tilfælde, at jeg endte med at være med. Min eneste forhåndsbetingelse var, at vi skulle skabe et internationalt brand med København som udgangspunkt.
Fortæl mig om brandets DNA.
GANNI er mere et mindset end en decideret stil. Det er fyldt med kontrast og personlighed. Det har altid handlet om, at pigen bærer brandet og ikke omvendt. Vi bliver ofte beskrevet som intelligent luksus, fordi vi arbejder inden for nutidsmode med kvalitetsprodukter til en fair pris. Den måde at arbejde på har rod i vores københavnske aner og er tilført en teknologisk og ansvarlig tilgang.
I mener, at det er en moralsk pligt at forbedre sig hver dag. Hvordan manifesterer det mindset sig i praksis?
Vi har aldrig identificeret os som et bæredygtigt brand, fordi vi anerkender, at det at være et modebrand, drevet af forbrug er en iboende modsætning til bæredygtighedskonceptet. Men vi ser det som vores moralske pligt at gå på arbejde hver dag og blive en lille smule bedre, og den indsats kalder vi for ansvarlighed hos GANNI. Vores ultimative drømmemål er en dag at skabe en klimaneutral kollektion, der ikke skader miljøet og ultimativt at skabe et positivt bidrag via forbrug.
Kan I fortælle mig om jeres "Responsibility Gameplan"?
Vores Responsibility Gameplan holder os på sporet mod en absolut kulstofreduktion på 50 % i 2027. Det er et ambitiøst mål, der involverer hele firmaet, så vi har brug for et holistisk rammeværktøj til at vejlede os. Vi indrapporterer vores fremskridt hver år i vores Responsibility Report for at holde os selv ansvarlige.
Hvad er den største forhindring mod bæredygtig innovation i modebranchen i dag?
Økologisk bomuld kan ikke redde verden. Vi er nødt til at udtænke kulstoffattige løsninger for at kunne nå vores reduktionsmål. Jeg kommer fra tech-verdenen, hvor man sætter sin lid til, at interne forsknings- og udviklingsteams løser ens problemer. Det har vi ikke tradition for i modebranchen, hvilket betyder, at vi oplever en desperat mangel på innovative løsninger på kulstoftunge materialer og produktionsprocesser. Heldigvis ser vi mange ændringer, og mange stofudviklere, der finder vej til markedet. Hos GANNI bestræber vi os på at investere i og skalere innovation gennem vores 'Fabrics of the Future'-initiativ, hvorigennem vi har lanceret alt fra myceliumlæder til tekstiler lavet at bananaffald.
Hvordan skaber i opmærksomhed på vigtigheden af cirkularitet og gennemsigtighed blandt jeres kunder?
Vi forsøger at gøre ansvarlighed til kernen i alt, hvad vi gør, lige fra valg af interiør i vores butikker til vores brand-samarbejder. Det er på den måde en meget organisk del af vores modus operandi og det viser sig også i vores kommunikation. Brands og pressen har en enorm pligt til at snakke om de problemer, vi står over for, og hvordan vi kommer videre for at sikre, at vi sammen uddanner forbrugerne i at foretage bedre valg. Vi har en decideret ansvarshub, vi kalder Ganni.lab på Instagram, hvor vi deler alle detaljerne med dem, der vil kende hele historien.
Hvad er det mest udfordrende aspekt ved at opnå gennemsigtighed i modebranchen lige nu? Og hvilke muligheder er der opstået gennem processen med at blive mere gennemsigtige?
Modebranchens forsyningskæder er utroligt komplekse med op til 10 leverandører pr. produkt. Vi er nødt til at opnå sporbarhed for at kunne skabe ægte forandring i branchen. Sporbarhed kræver mange timers arbejde, og vi har i øjeblikket et team på seks personer, der fokuserer på CSR og gennemsigtighed, og på det team har vi et dedikeret medlem, hvis eneste formål at arbejde med vores sporbarhed. Brands er nødt til at forberede sig på den slags investeringer. Hos GANNI er vi open-source på vores tier 1 og 2-leverandører via Open Supplier Hub for at højne samarbejde og gennemsigtighed i branchen.
Hvorfor vil I samarbejde med et brand som Polestar?
Polestar har altid interesseret mig på grund af jeres mål om at skabe den første ægte klimaneutrale bil i 2030, som i den grad ligger i tråd med vores vision om at skabe en modekollektion, der ikke skader miljøet. Jeg tager hatten af for alle firmaer, store som små, der gør et seriøst forsøg på at tage ansvar. Situationen er så slem, at vi bliver nødt til bare at begynde, og så gøre det bedre dag for dag. Jeg elsker at se ligesindede brands på tværs af brancher, der får forandringerne til at ske.