Find rundt i fremtiden: Hvordan en arktisk frøbank kan redde verden
Landbrug er uden tvivl en af historiens største kilder til menneskelig udvikling. En fjerdedel af den globale arbejdsstyrke arbejder med landbrug, og det har været en katalysator for vigtig teknologisk udvikling igennem årtusinder. Men det kan også være ekstremt destruktivt. Mange af nutidens miljøkatastrofer såsom afskovning, biodiversitetskrise, og kulstofudledninger kan f øres tilbage til landbruget. Fødevareproduktionen sætter det globale økosystem under enormt pres, og det er måske det 21. århundredes største, vigtigste og mest vidtrækkende problem: Kan verden brødføde sig selv bæredygtigt?
Ude på en frossen halvø langt mod nord ligger en bunker omgivet af gletsjere og isbjørne. Det eneste synlige tegn på menneskelig aktivitet er en monumental betonklods, der bryder den arktiske tundra. Det ligner noget fra en anden verden. Konstruktionen kunne godt bare være et kunstværk, men indeni gemmer der sig noget langt mere værdifuldt. Det her er Svalbard globale frøhvelv – også kendt som verdens Dommedagsbunker. Det her er en af verdens vigtigste bygninger.
Det kan være svært at forestille sig, at et frø har brug for beskyttelse. Men det har det. Nylige overslag antyder, at halvdelen af verdens kalorieindtag kommer fra blot tre kornarter (majs, ris og hvede). Denne hellige treenighed blandt gryn er grundpillen i vores diæter. Qua sådan en afhængighed er bevarende tiltag blevet en topprioritet blandt verdens regeringer og institutioner. "Jeg tror ikke, at der nogensinde har været et tidspunkt, hvor bevaring har været vigtigere. Altså, kig blot ud af vinduet, og se, hvordan alt bliver påvirket af klimaforandringerne", fortæller Lise Lykke Steffensen, der er direktør for NordGen, som er ansvarlig for sikkerheden blandt de over en million forskellige frø på Svalbard.
Lageret er det største af sin art i verden og er en sikker havn for over 17.000 lokale frøbanker, der har behov for at have en back-up af deres egne frøsamlinger i tilfælde af krig, sygdom eller andre ting, der kan true vores globale fødevaresystem. Endemålet er at opbevare en kopi af hver enkelt frøsort fra hele Jorden. Lageret er, selvfølgelig, et sidste bolværk i tilfælde af kriser, der måske aldrig opstår. Det meste af Lises arbejdsdag går dog også mere med at finde brugbare løsninger på en verden i forandring end med at forhindre Ragnarok.
"Normalt, når man ser miljøer forandre sig, sker det gennem tusinder eller hundreder af år. Men nu oplever vi tiltagende klimaforandringer, og vores planter og dyr kan ikke tilpasse sig i samme hastighed. Det betyder, at vi har brug for nye gener og egenskaber i planter og dyr, så de kan modstå disse forandringer", forklarer Lise.
Det er bekymrende nok ikke så ligetil som at skabe nogle enkelte genetisk modificerede laboratoriefrø, som kan tilpasse sig de nye miljøer. "En af vores største udfordringer er, om vi vil være i stand til at dyrke planter, der kan trives i de nye klimaer. Det tager 15-25 år at udvikle en ny plantesort. Så det vi ser på markedet nu, er blevet udviklet på et tidspunkt, hvor klimaforandringer ikke var, hvad de er i dag, og det er problematisk". Det er skræmmende, at mange af frøene, vi bruger i dag, ikke er tilpasset vores nuværende miljø. Og resultaterne kan være altødelæggende. "Jeg har lige læst en artikel, hvori der stod, at i Sverige har der i år været et sted mellem 40-50 % mindre udbytte end normalt på grund af tørke. Det betyder, at planterne har været enormt stressede".
Desværre for Lise er det ikke engang den eneste katastrofiske begivenhed på hendes tallerken. Takket været en demografisk, tidsindstillet bombe bliver situationen sandsynligvis kun værre, før det vender.
Det er alle mand på dækket. For vi har tiden imod os.
Proteinfyldte larver
Inden for de næste 30 år når Jordens befolkning op på 10 milliarder. Ikke overraskende er det forbundet med en række forskellige problemer. At forsøge at balancere næringsbehovet fra en evigt voksende befolkning med et tiltagende fjendtligt og uforudsigeligt miljø har fået eksperter til at mene, at vi står på kanten af en global fødevarekrise. Eftersom landbruget og fødevareproduktionen står for over en tredjedel af verdens samlede udledning af drivhusgasser, vil det kræve noget nær en revolution af, hvordan vi producerer vores mad, hvis vi skal håndtere både klimamål og kalorieindtag.
Men hvor langt kan vi rykke vores miljømæssige og teknologiske grænser for at sikre, at der er mad nok til alle?
Biografgængere kender alle til den potentielle kulinariske katastrofe, vi står overfor. Med alt fra proteinfyldte larver i Bladerunner til de planktonbaserede højenergi-tilskud i Soylent Green har Hollywood klargjort vores smagsløg til en hård cyberpunk-vækkelse. Dette dystopiske fremtidsscenarie tager sig måske godt ud på det store lærred, men det er måske en smule urealistisk, eller hvad? Ikke helt, faktisk.
Manglen på dyrkningsjord er et stigende problem for bønder – der tvinges til at presse allerede svækkede økosystemer til det yderste – så mange landbrugsvirksomheder kigger mod videnskaben efter svar. Nye teknologier såsom vævsfremstilling og syntetisk biologi kan potentielt set forbedre forsyningen af planter og kød gennem madalternativer som kødfrie bøffer og veganske mejeriprodukter, som allerede er tæt på at kunne sælges til forbrugerne. Men hvor stor en rolle ønsker vi, at teknologien skal spille i vores fødevareproduktion?
Lise synes, at alle muligheder skal holdes åbne. "Mit standardsvar på det spørgsmål er, at vi er nødt til at have alle mand på dækket. For vi har tiden imod os. Vi er oppe imod naturen, og vores miljøer ændrer sig så hurtigt, at naturen ikke kan følge med". Den form for åbent sind har resulteret i nogle ret interessante partnerskaber hos NordGen. "I øjeblikket har vi et samarbejde med en stor fødevareproducent, hvor vi ser på flere end 800 forskellige frø. Vi genotypificerede dem og indsamlede meget information, fordi de, selvfølgelig, var ude efter at finde noget, som var meget næringsrigt, havde en bedre tekstur og føltes bedre at putte i munden".
Vores måde at leve i samfundet på har betydet tab af viden om natur og landbrug.
Det partnerskab er blot et af mange samarbejder, som NordGen ser som et fundamentalt arbejde for at sikre, at alle har nok at spise i det 21. århundrede. Det er klart, at Lise ser samlingspunktet mellem forskningscentre, kommercielle interesser og politiske personer som grobund for blomstrende innovation. Det er ganske enkelt ikke en mulighed længere at køre sololøb. "De, der blot arbejder i siloer, de vil være taberne, for vi er nødt til at arbejde sammen om det her".
NordGens tidshorisont er 100 år, hvilket betyder, at meget af deres arbejde ikke kan blive bedømt, før vi træder ind i det 22. århundrede. På trods af et så langtrækkende mål har Lise en pragmatisk tilgang, når der skal gættes på fremtidens trends inden for landbrug. "Desværre har vores måde at leve i samfundet på betydet tab af viden om natur og landbrug. Om, hvordan vi producerer vores egen mad. Altså, der er så mange mennesker, der ingen idé har om, hvordan man dyrker kartofler for eksempel. Så vi er nødt til at gå tilbage og på en måde genopfinde hjulet. Vi er nødt til at kunne producere vores egen mad og være mindre afhængig af importerede fødevarer. Jeg tror, at i fremtiden vil vi se en meget tættere integrering mellem os selv og vores omgivelser".
Det er et modsvar, der måske ikke vil falde i god jord blandt sci-fi-entusiasterne, der hellere vil have frysetørret pizza. Men der er stadig noget cyklisk – nærmest poetisk – over at støve de gamle markredskaber af og vende tilbage til vores rødder.
