Den komplekse sammenhæng mellem læder og bæredygtighed
For at opnå klimaneutralitet er vi nødt til at starte med begyndelsen. Tænke os om og gøre om. Udforske, udvikle og udstille. Når der skal vælges materialer og deres plads i designet, skal bæredygtighed være forrest i tankerne. Dette kan ikke opnås på et senere tidspunkt i processen. Det skal sikres fra start af.
Først og fremmest. Hvad tæller som bæredygtige materialer, og hvordan definerer man dette? Ifølge Rutgers er et materiale bæredygtigt, hvis det "kan produceres i påkrævede mængder uden at udtømme ikkefornybare ressourcer og uden at forstyrre den etablerede, stabile ligevægt i miljøet og i vigtige naturressourcesystemer".
Nogle industrier har langt igen, når det kommer til bæredygtighed. Andre viser vejen, såsom modeindustrien. Mange firmaer inden for modeverden er i gang med at udforske, udvikle og bruge nye, bæredygtige materialer såsom alger, mycelium og kaktus.
Ét materiale går dog igen, år efter år, i både mode- og bilindustrien, grundet dets iboende kvaliteter og egenskaber: læder. Men behovet for at skifte læder ud med et mere bæredygtigt valg står mere klart end nogensinde på grund af mangel på dyrevelfærd, miljøforurening, klimaudledninger og en voksende gruppe af veganere. Derfor stiger læderagtige materialer hurtigt i popularitet, og der findes i dag flere end tyve forskellige læderalternativer på markedet. Nogle er lavet af naturlige materialer som ananas, svampe og bark, mens andre såsom PVC, mikrofiberlæder og PU er plastbaserede. "Hos Polestar følger vi udviklingen af læderalternativer tæt", fortæller Head of Sustainability Fredrika Klarén. "Desværre fungerer disse materialer ikke til bilsæder på nuværende tidspunkt, da de ikke lever op til vores strenge krav om livslang holdbarhed og slitage. Modeindustrien har andre muligheder for at teste disse materialer på et tidligt stade, eftersom kvalitetskravene til deres produkter og deres levetid er forskellig fra vores. Dog er vi i gang med at tilføje flere innovative materialer til vores portefølje og forsker i alternativer til læder, som forhåbentlig kan implementeres i vores bil en dag i fremtiden".
Selvom markedet for plantebaserede materialer vokser (fangede du den?), er det stadig indlysende, at selv de bedste læderalternativer endnu ikke er lige så holdbare som ægte læder, som er naturligt, holdbart, tilpasningsdygtigt, og åndbart. Og med den rette pleje holder det også hele livet.
Ifølge en rapport om bevidst mode fra Lyth's, bliver der søgt på vegansk læder omkring 33.100 gange om måneden på nettet, og tallet stiger hele tiden. Rapporten erklærede også, at efterspørgslen på økovenligt vegansk læder er steget i popularitet, hvilket tyder på, at forbrugerne bliver mere bevidste om det faktum, at vegansk ikke nødvendigvis er det samme som bæredygtigt.
"Inden for bilindustrien snakker man som regel om brugen af PVC som et vegansk alternativ til læder", forklarer Fredrika. "Men en fuldkommen omstilling fra ægte læder til plastikbaserede alternativer vil forøge brugen af PVC, hvilket ville have en negativ indvirkning på miljøet, både ved fremstilling og udsmidning".
"Mens vi fortsætter arbejdet med at finde et alternativ til læder, som modeindustrien har gjort det, vælger vi at bruge biprodukter af høj kvalitet fra fødevareindustrien", fortsætter hun. "Det er certificeret inden for både sporbarhed og velfærd og det mest bæredygtige valg til rådighed for os i øjeblikket".
Bæredygtighed starter ved begyndelsen. Trin fem og seks i fremstillingsprocessen kan ikke være bæredygtige, hvis trin ét ikke er det. Derfor er brugen, udvikling og udforskningen af nye materialer, der er bæredygtige i hele deres livscyklus, den eneste vej fremad.