Den gode, den onde og den grimme: Hvad der virkelig skete ved COP28

Goddag fra Golfen. Som journalist med fokus på klima og bæredygtighed har jeg brugt de sidste ti dage i Dubai (regionens største og bedst besøgte by) på COP28. Selvom det er min anden gang til dette globale event, er det stadig en stor oplevelse.

Oven på nogle dage omgivet af mennesker i en menneskeskabt by fanger jeg lidt frisk luft oppe i bjergene. Her faldt jeg i snak med en håndfuld gæster på vores bed and breakfast. De havde også været til COP og fortalte mig, at de arbejde inden for olieindustrien – halvdelen af gæsterne arbejdede for to af regionens største oliekonglomerater.

Denne modstilling mellem klimaforkæmpere og corporate olieansatte, der finder sammen rundt om et ildsted for at tage en pause fra den konstante pres fra arbejdet, afspejler meget vel dette års COP på stor skala. Der er mange velkendte – og knap så velkendte – ansigter rundt om bordet. På trods af beskyldningerne bragt mod eventet er COP vigtigt, fordi det er det eneste topmøde, der fører alle de største spillere sammen: statsledere, FN-udsendinge, pressen og civilsamfund for at adressere klimaforandringerne og deres konsekvenser. Missionen, som alle går efter, er at nå nettonul i 2030 for at planeten ikke bliver mere end 1,5 grader celsius varmere, så vi har en levedygtig fremtid. Dettes års COP er særligt vigtigt, da det er midtvejspunket mellem Paris-aftalen, den første juridisk bindende internationale aftale underskrevet af 196 parter ved COP21 i 2015, og vores fælles mål om at holde os inden for 1,5 grader i 2030.

Den hurtigste og mest effektive måde at gøre det på er gennem udfasning af fossile brændstoffer. Og så er det, at det bliver svært. 

I år, før konferencen gik i gang, fandt undersøgende rapporter, at højtstående deltagere, der skulle lede COP28, var blevet anklaget for at bruges deres møder med verdens ledere som en mulighed for at lave mere forretning i olie og gas. Andre svagheder ved en konference af denne størrelse er energi- og ressourceforbruget brugt på at navigere rundt i to ugers egocentreret politik, langsomme hierarkier og – selvfølgelig – kulstofprisen for de tusindvis af rejsende deltagere. Det var de stridende, underliggende kontroverser, da vi gik i gang med den to uger lange konference. 

Transportation Day

Lad os gennemgå, hvad der sker i løbet af sådanne to uger til COP: De første dage er et topmøde mellem verdens ledere. Efter ledernes taler fortsætter forhandlingerne bag lukkede døre. 

Så har vi temadagene. Hver dag fokusere på en ny klimabesked: finans/handel/ligestilling mellem køn, energi/retfærdig overgang/indfødte folkeslag, natur/brug af landområder/havene … og så videre. De dage dikterer, hvilke politiske interessenter der skal være med som repræsentant for deres land. Forhandlinger mellem politiske interessenter er det, der tager længst tid. Derfor har de også over en uge.

På den syvende dag ved COP28 fokuserede temadagen på handling på flere niveauer, urbanisering og transport. Det var en meget rammende dag her midt i konferencen, eftersom alle snakke ved og rundt om eventet handlede om urban planlægning, infrastruktur, trafik, og den altoverskyggende enormitet at komme rundt i Dubai. Den offentlige transport er begrænset i regionen; øjeblikkeligt oplever man, hvor stor bilkulturen er her, og hvordan byen er bygget til biler i stedet for fodgængere. Samtalerne gik omkring, hvor lang tid det tog blot at nå ned til en middag i centrum, selvom der er sekssporede motorveje (personligt oplevede jeg, at det tog 2 timer at køre 40 km). 

Ovre i den svenske pavillon startede Transportation Day med en paneldebat om den Globale opgørelse over bilindustrien med Polestar, Kearney, European Climate Foundation og Climate Group. Bilindustrien spiller en central rolle, hvis vi skal holde os under 1,5 graders stigning. Som New Yorker, der ikke har haft en bil i over ti år, er det en kraftig påmindelse om, hvordan bilindustrien er kæmpe brik i puslespillet om at nå nettonul, især i en region som denne.

Med vores nuværende tempo, er vi ikke i nærheden af at være på sporet. Derfor har Polestar i samarbejde med Rivian og Kearney skabt et roadmap kaldet Pathway Report, der skal få os tilbage på sporet.Rapporten finder, at industrien for passagerkøretøjer, der i øjeblikket står for 15 procent af de globale emissioner, allerede har opbrugt sit karbonbudget for 2035 og er på vej til at overskride det med 75 procent i 2050.

Rapporten fortsætter med at identificere tre håndtag, som bilindustrien er nødt til at trække i for at komme tilbage på sporet mod en stigning på 1,5 grader:1. Biler på fossile brændsler skal være erstattet af elbiler i 2032.2. 100 % vedvarende energi i elnettet i 2033.3. Mindskning af udledningen af drivhusgasser i forsyningskæden på 81 % i 2032.

Paneldebatten blev skudt i gang virtuelt af tidligere amerikanske vicepræsident Al Gore, der fortalte, at sidste års salg af elbiler stod for 20 procent af det samlede salg af passagerbiler – et vigtigt vendepunkt op mod masseadoption. 

I løbet af paneldebatter stod især en ting klart for mig. Executive Director for European Climate Foundation Mónica Araya slog fast, at bilindustrien ikke behøver at vente på en fuldstændig dekarbonisering af deres forsyningskæde for at foretage drastiske ændringer. Hun argumenterede for, at på trods af den høje kompleksitet, kan industrien bevæge sig hurtigere ved at være ambitiøs omkring sine strategier for vedvarende energi – en appetit, som hun allerede har oplevet i lande, der står klar til masseadoption såsom Brasilien og Indonesien.

Nyt daggry?

Anden uge af COP er også dedikeret til forhandlinger bag lukkede døre, mens FN-organer, nationer og territorier deler deres topprioriteter, klimaforpligtelser og -meddelelser. Og det er her nogle af de kritiske forhandlinger finder sted. 

Det er den ene gang om året, hvor verdens ledere kan forhandle om klimafinansiering. De hårdest ramte lande – Sudan, Afghanistan, Pakistan, Congo osv. – sætter deres lid til, at disse forhandlinger øremærker afgørende midler fra de rigere lande. Dette kaldes Loss and Damage: Når rige, storforurenende lande endelig betaler, hvad de skylder udviklingslandene, som har bidraget med nærmest ingen kulstofudledninger, men stadig mærker de største konsekvenser ved klimaforandringerne.

Og for første gang nogensinde, blev der indgået aftale om dette års "Loss and Damage"-midler allerede på den første dag af COP28 – en tilkæmpet sejr for udviklingslandene. 700 mio. dollars er indtil videre blevet lovet til Loss and Damage-fonden. Det lyder af meget, men det dækker faktisk kun omkring 0,2 procent af de uigenkaldelige økonomiske og ikkeøkonomiske tab som udviklingslandende lige nu står overfor.Det er måske nedslående, men det viser hvor vigtig denne samling er, da folk fra klimasårbare lande lever med denne krise hver dag. Det er også lidt af en sjældenhed at modstandsgrupper som aktivister, delegations fra indfødte folkeslag og medierne kan stå ansigt til ansigt i samme rum med verdens ledere.

Men måske konferencens største resultat viste sig på sidstedagen, da de to ord, "fossile brændstoffer" endelig dukkede op i den endelige aftale for COP28. Hoveddelen af teksten kræver at vi "går væk fra fossile brændsler i energisystemer på en retfærdig, ordentlig og økonomisk forsvarlig vis". Repræsentanter fra 200 nationer gik med til den ordlyd, en konsensus, der kaldes "UAE-konsensussen". Ø-stater, der står til at miste mere af deres land hvert år til stigende havniveauer, sagde, at teksten er en forbedring, men at den indeholder en "lang liste af huller". Forskere mener ikke at teksten var vidtrækkende nok, mens de fattigere lande er frustrerede over, at teksten ikke indeholdt en konkret plan for klimatilpasning. Så, selvom inkluderingen af visse indsigelser og aftalens ikkebindende natur er blevet kritiseret, er der endelig brugt eksplicit sprog og et handlingsopdrag til at gå væk fra kul, olie og gas – og det er første gang i historien.

Den globale scene her kan være frygtelig langsom, men ved at være her bliver jeg også mindet om vigtigheden for opbygning af fællesskaber – så mange alliancer og koalitioner forstærkes og fastlægges hver dag, der går. Det er også meget glæde og formål i opbygning af fællesskaber, der stadfæster, hvorfor dette arbejde er afgørende. Det er en kollektiv, kraftfuld og historisk græsrodsbevægelse, og vi nægter at lade fossile selskaber og ydre interessenter styre udfaldet. 

Om Sophia

Sophia Li er en prisbelønnet journalist, klimaforkæmper og UN Humans Rights Champion. Hun er global korrespondent for Prins Williams Earthshot Prize og vært på Metas podcast Climate Talks. Hun er Impact Editor for det kvartårlige magasin Family Style. Sophias journalistik er blevet vist på CNN og i FN med henvisninger i Vogue, New York Magazine, Washington Post og Atmos. Hun er medstifter af STEWARD, og er medbestyrer af World Economic Forums koalition for web3-bæredygtighed.

Denne artikel er eller var blevet bestilt af Polestar Automotiv AB (Polestar). Artiklen indeholder indhold, der var udført af forfatteren/forfatterne. Alle synspunkter, holdninger, konklusioner og anbefalinger er forfatternes egne. De afspejler ikke nødvendigvis Polestars synspunkter. Polestar tager ingen ansvar for fejl og mangler i eller for korrektheden af oplysningerne i denne artikel.